Hvilken naturvin foretrækker vi selv?
Rutt foretrækker friske let perlende vine; altså Pet Nats. Men det skal hverken smage af eller ligne opvaskevand. Kvaliteten er vigtig ;)
Når det kommer til hvide naturvine, er Rutts præference helt klart knastørre, mineralske østeuropæere, som Furmint fra Ungarn, helt uden fad.
Champagne ”090 Blanc des Blancs” Grand Cru er Sofias yndlings naturchampagne – Sofia ELSKER bobler. Sprøde, grønne æbler med en fantastisk syre - og dejlig tørre. ”What’s not to like” siger Sofia, der har WSET level 3 bag sig.
Skal det være orange, er det Zündstoff fra østrigske Diwald, lavet på Grüner Veltliner. Vild frugt med smag af appelsinskal og citrusfrugter. Den passer overraskende godt til mad, og så har Sofia også et mere personligt forhold til producenten, som hun har besøgt 2 gange, den ene gang endda som en (lille) del af vinproduktionen!
Vores gammelrosa ”2450” Pet Nat finder også nåde for Sofias udtalte sans for bobler. Sofia har designet den flotte etiket og det er lette, sofistikerede italienske bobler som bare kan nydes hele sommeren igennem
Selvom VinLars udspringer af den klassiske skole med Bourgogne, Bordeaux og Barolo, fornægter hans nysgerrighed sig ikke – især slovensk Pinot Noir og Blaufränkisch har han som yndlinge i den røde genre. Hvidvinene skal være syrerige og stramme i udtrykket, som en vinøs laserstråle i stil med østrigsk Grüner Veltliner ”Luft & Liebe”, der tilmed er kompleks, grundet den ufiltrerede stil. Orangevinene parrer vi gerne med charcuteri og oste, hvor Starman fra Slovenien med 42 døgns skindkontakt er i særklasse.