Baggrunden for vore Naturvine & Orangevine

Vi er ikke vilde med dogmer, men foretrækker ordentligt håndværk og mindst mulig manipulation i alle vore vine. Det betyder, at druetypicitet, området og selve vinmageren godt må skinne igennem. Ofte har vores gæster blandede erfaringer med natur & orange vine. Til det svarer vi typisk, at der findes flere dårlige end gode natur & orangevine på markedet. Så er vi ligesom i gang. Det er også vigtigt at understrege, at orangevin som udgangspunkt, ikke er naturvin. Med andre ord, det er vigtigt at forstå, at langt fra alle orangevine er naturvine, som mange tror.

Hvad er forskellen på orange og naturvin?

Orangevin er hvidvin, gæret med skallerne, hvilket giver den orange farve og mere struktur. Naturvin kan være både rødvin, hvidvin, orangevin og mousserende vin, fx Pet Nat – det handler primært om, hvordan vinen er produceret. Hos Sydhavnens Vinbar er samtlige orangevine, naturvine.

Hvilken naturvin foretrækker vi selv?

Rutt foretrækker friske let perlende vine; altså Pet Nats. Men det skal hverken smage af eller ligne opvaskevand. Kvaliteten er vigtig ;)

Når det kommer til hvide naturvine, er Rutts præference helt klart knastørre, mineralske østeuropæere, som Furmint fra Ungarn, helt uden fad.

Champagne ”090 Blanc des Blancs” Grand Cru er Sofias yndlings naturchampagne – Sofia ELSKER bobler. Sprøde, grønne æbler med en fantastisk syre - og dejlig tørre. ”What’s not to like” siger Sofia, der har WSET level 3 bag sig. Skal det være orange, er det Zündstoff fra østrigske Diwald, lavet på Grüner Veltliner. Vild frugt med smag af appelsinskal og citrusfrugter. Den passer overraskende godt til mad, og så har Sofia også et mere personligt forhold til producenten, som hun har besøgt 2 gange, den ene gang endda som en (lille) del af vinproduktionen! Vores gammelrosa ”2450” Pet Nat finder også nåde for Sofias udtalte sans for bobler. Sofia har designet den flotte etiket og det er lette, sofistikerede italienske bobler som bare kan nydes hele sommeren igennem

Selvom VinLars udspringer af den klassiske skole med Bourgogne, Bordeaux og Barolo, fornægter hans nysgerrighed sig ikke – især slovensk Pinot Noir og Blaufränkisch har han som yndlinge i den røde genre. Hvidvinene skal være syrerige og stramme i udtrykket, som en vinøs laserstråle i stil med østrigsk Grüner Veltliner ”Luft & Liebe”, der tilmed er kompleks, grundet den ufiltrerede stil.

Orangevinene parrer vi gerne med charcuteri og oste, hvor Starman fra Slovenien med 42 døgns skindkontakt er i særklasse.